batalje, (af fr. bataille, lat. battualia, af battuere støde), slag; kamp; voldsom uoverensstemmelse.

bataljemaleri, slagmaleri, der skildrer et feltslag enten i sin helhed eller som løsrevne scener. 

KRIGEN OM KUNSTEN- historien om et bataljeforløb

af Anders Kjærulf

Da Simone Aaberg Kærn med portrættet af Anders Fogh Rasmussen forsøgte at få krigskunst og kunst til at gå op, reagerede de københavnske kolleger med foragt.
Da hun indgik et samarbejde med forsvarsministeriet om at lave et BATALJEMALERI fortsatte balladen, men nu var det militæret, der var vrede: Krigskunsten ville ikke finde sig i at stå under den almindelige kunst, den slog igen og den gjorde det voldsomt.
Det var kinetikerne, de der bevæger, mod teoretikerne, de, der observerer og analyserer og de endte i skyttegrave, der langtsomt fyldtes med mails og advokater og brændende lærreder…

Krigskunsten er gammel og absolut.
Dens teoretikere er generaler og strateger og de der fører penslerne på slagmarkens lærred er soldater, hvis materiale er fjenden og deres bygninger.
Farverne på paletten er er mundingsflammens  orange, den sorte røg fra brændende bygninger og blodets rubinrøde, flydende flader, hvori alt andet spejler sig…
Anmelderne er pæne borgere bag skærme og de politikere, der sidder inde i dem, og kritikken er konstant og forstummer kun til flagdage, under overrækkelser af medaljer, der sættes fast med nåle og i den tilstand, der kaldes freden.
Freden er sært geografisk og under konstant forhandling og det er i den, i freden, at krigskunsten pludselig ser sig selv udfordret af andre kunstarter, den slags, der ender på museer.
Danmark er et fredeligt land og vi er fredelige borgere, hvis soldater engang netop var fredsbevarende og humanitært udsendte og de skød ikke ret meget, de øvede sig bare og passede på, og holdt adskilt og simulerede krigskunst i tanks og skibe og fly, altsammen næsten uden at sætte pensel til lærred.
Det ændrede sig voldsomt med krigene i Irak og Afghanistan, Libyen og nu, Syrien.
Kunstverdenen, de danske intellektuelle, stod udenfor og fordømte det hele i kronikker og på vers som de altid havde gjort det. De så sig selv som de ypperste, som eliten, og nægtede at anerkende, at selv de stod under krigskunsten: Krigen var en luftspejling og man forventede, den snart ville forsvinde igen.
Det gjorde den ikke, billedet tog form og fik titlen: Krigen mod Terror.

I symposiet ‘Historien om et bataljeforløb’ diskuterer et panel problemerne med at skildre noget, der i sig selv både er uantasteligt konkret, omgærdet af æresbegreber og et værk i sig selv med udgangspunkt i Simone Aaberg Kærns værk.